Som 7-8-årig gik jeg i hvad der blev kaldt ‘forskole’. Det var de to første klasser, der blev undervist af en forskolelærerinde.
Forskole havde sin egen bygning et andet sted i Juelsminde end den egentlige skole. Lærerinden, frøken Hansen, var noget speciel.
Hun var meget streng og forlangte, at vi hver dag begyndte med at stå ved siden af skolebænken og bede Fadervor med foldede hænder.
En dag fik min ven Johan, som delte skolebænk med mig, mig til at grine under morgenbønnen. Han rettede fingrene ud og lagde derefter hænderne oven på hovedet.
Frøken Hansen hørte mig grine og skyndte sig ned til mig og gav mig en lussing! Men jeg sagde: “Det var Johan, de fik mig til at grine!” Uden at stille spørgsmål skyndte frøken Hansen sig op ad rækken af borde, rund og ned ad den anden side af rækken hvorpå Johan også fik en på kassen!
